
Hakons 40 års jubilæum
1. april 1976 stod Hakon med sit maskinsnedker-svendebrev i hånden, og gik direkte fra lærepladsen, møbelfabrikant H. P. Hansen, til Hornbaek (daværende Hornbaek Trævarefabrik), hvor han blev ansat med det samme. Havde det stået til Hakon, var han startet allerede dagen efter, men Per Bugge, daværende administrerende direktør for Hornbaek, mente, at han lige skulle afslutte på en ordentlig måde hos lærermesteren først. Derfor blev første arbejdsdag 10. april 1976. Lige siden har Hakon arbejdet ihærdigt og loyalt for Hornbaek, og kan helt sikkert betegnes som "firmaets mand" i ordenes bedste forstand.
Da Hakon startede i 1976 var der kun 2 kehlere i produktionen, og der blev produceret profillofter, lister, skabslåger og andre træprodukter til forskellige tømrermestre. Der kom for alvor fart i produktionen af lister i takt med udviklingen af JE-Træ Døren. Der kom nemlig rigtig meget gang i husbyggeriet, og dermed også i salget af døre og lister. I dag er det så listerne, Hornbaek fokuserer på, mens JE-Træ Døren er solgt fra.
Hakon har i dag, i sin rolle som værkfører ansvaret for planlægning af arbejdsdagen i produktionen, så medarbejdere og maskiner arbejder mest effektivt. Det, der gør Hakon allermest glad og tilfreds på sit arbejde er, som han siger, "når maskinerne bare snurrer for fuld kraft. " Hornbaek har investeret i en ny stor kehler-maskine, hvor langt de fleste liste-meter ryger igennem, men de øvrige ældre maskiner er der skam også rigtig meget gang i endnu. Hakon kan, som den eneste medarbejder, skille og samle disse maskiner igen.
Hakon nyder, når der er fuldt pres på maskinerne, og der bliver produceret en masse lister. Men det er ikke kun mængden af lister der betyder noget for Hakon. Håndværket er vigtigt, og derfor er kvaliteten af listerne da også væsentlig. "Ingen tvivl. Det er da sjovt at producere nogle af de store og flotte lister, som fx de store profiler vi skulle lave til D'Angleterre" forklarer Hakon.
![]() |
Når Hakon har fri, så kan han lide at tage ud med sin fiskestang. Det er ikke fordi han altid fanger så meget, faktisk er det længe siden, der sidst har været bid. Men det ændrer ikke på, at han bare slapper godt af med fiskestangen ude ved den lokale sø. Men foreløbigt har Hornbaek altså første prioritet for Hakon, og det har det, fordi "det har altid været et driftigt firma, der gør det godt. Jeg er stolt af at arbejde for det her firma. Spørg bare min kone om det" fortæller Hakon Kristensen, firmaets mand gennem 40 år. |